About krogslund

This author has not yet filled in any details.
So far krogslund has created 43 blog entries.

Kom til åben havn hos Korsør Havn i anledning af Danmarks Maritime Folkemøde 2024

Kom til åben havn hos Korsør Havn i anledning af Danmarks Maritime Folkemøde 2024

Vi glæder os til at byde jer velkommen til Åben Havn i Korsør Havn i anledning af Danmarks Maritime Folkemøde 2024. Dette er en unik mulighed for at komme helt tæt på de store kraner og skibe. Der vil være en pølsevogn på dagen, hvor Korsør Havn har sørget for en gratis pølse til de første 200 besøgende på dagen.

Vi er at finde på Amerikakajen 1, 4220 Korsør den 24. august 2024 mellem kl. 10:30-14:00.

Vi glæder os til at åbne havnen op for alle borgere i Korsør og gæster udefra. Kom og oplev en spændende dag fyldt med maritime oplevelser.

Vi ser frem til at se jer alle til åben havn.

Kom til spændende havnevandring på Korsør Havn

Alle borgere i Korsør og gæster har nu muligheden for at deltage i en spændende havnevandring dagen før Danmarks Maritime Folkemøde.

Vi glæder os til at byde jer velkommen til en unik rundvisning på Korsør Havn med havnedirektør Jimmi Jørgensen og tidligere borgmester i Slagelse, nu bestyrelsesformand for Korsør Havn, John Dyrby Paulsen. Dette er en sjælden mulighed for at komme helt tæt på de ellers lukkede og terrorsikrede områder af havnen.

Vi mødes på Amerikakajen 1, 4220 Korsør fredag den 23. august kl. 17:00.

Der vil være mulighed for at få lidt let at spise og drikke under arrangementet, da vi bl.a. har sørget for en pølsevogn til dagens anledning.

Kom og bliv klogere på Korsør Havns fortid, fremtid og ikke mindst grønne udvikling. Vi garanterer du kommer hjem med større indsigt, et par røverhistorier fra havnen samt indblik i
ambitionerne for udviklingen af Korsør Havns områder.

Vi ses til en spændende havnevandring på Korsør Havn.

Korsør Havn deltager i EU energi-projekt

Korsør Havn indgår i ambitiøst REDII PORTS-projekt, som skal fremme brugen af vedvarende energi og intelligent energianvendelse i havne i EU 

Meget forenklet sagt kan REDII PORTS-projektet i Korsør Havn sammenlignes med en powerbank, der i stedet for at kunne være i en håndtaske, er på størrelse med en mindre campingvogn. 

Og på samme måde som med en powerbank handler projektet om at integrere et batterisystem, der kan stabilisere strømforsyningen – men i dette tilfælde til erhvervshavnens aktiviteter frem for til en mobiltelefon. 

Når der er overskud af energi, oplader batterierne, og når energibehovet er højt, leverer batterierne strøm tilbage til havnen. 

Grøn omstilling i praksis
Projektet, som støttes af midler fra EU, skal sikre en mere stabil energiforsyning og på den måde være med til at gøre Korsør Havn til en grønnere og mere bæredygtig havn, mener havnedirektør Jimmi Jørgensen, som er stolt over at havnen er en del af REDII PORTS. 

”Det er jeg, da projektet er en vigtig milepæl i vores bestræbelser på at fremme grøn energi og reducere havnens CO2-udledning. Forestil dig, at du lader din elbil op om natten, når strømmen er billigst og mest miljøvenlig. På samme måde kan havnen nu lagre strøm, når det er mest fordelagtigt, og så bruge strømmen, når der er mest brug for det,” siger Jimmi Jørgensen. 

Samarbejde og fremtidsperspektiver
Og REDII PORTS projektet forventes ikke kun at gavne havnen, men også Korsør by, da opladning af batterierne, når strømmen er billig og miljøvenlig, og levering af strøm tilbage til havnen under peak-belastninger vil reducere belastningen på det lokale elnet og dermed bidrage til en mere stabil og bæredygtig energiforsyning i området. 

“Projektet indeholder mange perspektiver, som vi ser frem til at samarbejde med vores partnere i REDII PORTS-projektet om. Erfaringer vi kan dele med andre havne, så vi sammen kan fremme den grønne omstilling,” siger Jimmi Jørgensen. 

Grøn omstilling er en del af havnens strategi
REDII PORTS-projektet, som er planlagt til at være afsluttet i september 2025, er også et eksempel på udmøntningen af Korsør Havns strategi for 2023-2030, som blandt andet fokuserer på en ambitiøs grøn profil i havnedrift og udvikling af havnen i samspil med omverdenen. 

”Deltagelsen i REDII PORTS understøtter vores strategiske mål om at være en erhvervshavn, der aktivt bidrager til den grønne omstilling både lokalt og regionalt. Projektet er derfor også et vigtigt skridt i vores mission om at drive havnen med en grøn profil og skabe værdi for både erhvervslivet og samfundet omkring os,” forklarer Jimmi Jørgensen.

REDII PORTS-projektet vil helt overordnet styrke Korsør Havns position som en førende grøn havn, da det også baner vejen for yderligere grønne energitiltag, som fx at installere solceller på havnens bygninger, der kan producere grøn strøm som lagres i den kæmpe powerbank.

 

FAKTA OM REDII PORTS 

REDII PORTS-projekt (Renewable Energy Development and Intelligent Implementation in Ports) er en del af Interreg North Sea Region Programme 2021-2027, er medfinansieret af EU med 60% og har et samlet budget på €8,3 millioner.

Korsør Havn leverer stærkt årsresultat og yderligere fremskridt inden for grøn omstilling

Et betydeligt økonomisk overskud og en fortsat positiv udvikling i driften. Det er kort fortalt essensen af Korsør Havns årsregnskab for 2023. Havnen fortsætter med ambitiøse grønne investeringer– og er derudover på udkik efter arealer til at udvide havnens aktiviteter på.

Korsør Havn kan med glæde annoncere, at årsregnskabet for 2023 viser et betydeligt økonomisk overskud og en fortsat positiv udvikling i driften. Årsregnskabet, som er godkendt af både bestyrelsen og den eksterne revisor, viser et overskud på 1,6 millioner DKK efter afskrivninger og finansielle poster, hvilket er en markant forbedring i forhold til tidligere år​​.

Økonomisk fremgang og stabilitet
Korsør Havns bestyrelse har netop haft som fokus at styrke driftsresultatet, og er derfor meget tilfredse med  både det positivt driftsresultat og en forøget egenkapital, der nu udgør 137,7 millioner DKK​​.  Havnen har haft en samlet omsætning på 14,4 millioner DKK, hvilket også er en stigning fra de foregående år​​. Dette positive resultat afspejler en effektivisering af driften og en målrettet indsats for at optimere havnens økonomiske forhold.

Yderligere fokus på grønne initiativer
Korsør Havn fortsætter samtidig med at investere i bæredygtige teknologier, der skal minimere havnens  miljøbelastning. I 2023 har havnen deltaget i et REDII EU-projekt, der fokuserer på etablering af solcelleanlæg med batteribackup til at reducere CO2-aftrykket. Derudover er gasopvarmning blevet erstattet med fjernvarme, hvilket yderligere bidrager til en reduktion af havnens samlede miljøpåvirkning​​.

Formand for Korsør Havn, John Dyrby Paulsen, udtaler: “Vi er stolte af de fremskridt, vi har gjort inden for grøn omstilling. Investeringerne i solcelleanlæg og batteribackup anlæg er vigtige skridt mod at reducere havnens miljøaftryk og bidrage til en bæredygtig fremtid både lokalt og globalt.”

Direktør for Korsør Havn, Jimmi Jørgensen, udtaler: “Havnens engagement i miljøforbedringer afspejler vores vision om at være en ansvarlig og fremtidsorienteret havn. Vi vil derfor også fortsætte med at udforske nye muligheder for at optimere vores drift og minimere miljøpåvirkningen.”

Udvikling af erhvervshavn kræver plads
Både bestyrelse og havnedirektør ser årets resultat som et godt afsæt til det fortsatte arbejde med yderligere at forbedre havnens drift i de kommende år, så havnens position som en central aktør i det maritime Danmark opretholdes.  

Med både likviditet og en solid egenkapital er den største udfordring for Korsør Havn i den forbindele er begrænsede muligheder for at udvide havnearealerne i Korsør by.  Et fokusområde for havnen fremadrettet er derfor løbende at undersøge nye udviklingsmuligheder, herunder etablering af nye havneområder og tilkøb af eksisterende arealer​​.

For yderligere information kontakt: 

Direktør for Korsør Havn, Jimmi Jørgensen på +45 61 79 61 64 / jj@korsoerhavn.dk 

Sjællandske: Erhvervshavn vil deles op

Sjællandske: 28. august 2023

Erhvervshavn vil deles op: Byen er kommet for tæt på

Korsør: Strukturen i Korsør er ikke længere hensigtsmæssig, hvis man både vil lokke med lækker havnefront til boligejere og samtidig have tung, maritim industri.

Af Preben Petersen preben.petersen@sn.dk

Det er kun et par uger siden, at borgmester Knud Vincents i Sjællandske serverede et politisk ønske for Korsør. Han sagde blandt andet:

– I Korsør har vi et guldæg, der er uudnyttet. Vi har solen, der går ned på den rigtige side, vi har havnefront, vi har vandet. Hvordan håndterer man erhvervshavnen midt i byen. Skal der være bosætning? Hvis ikke vi tager nogle beslutninger, så gør vi arbejdsgiverne en bjørnetjeneste. Så bliver de i tvivl om hvilken vej, politikerne vil. Hvis ikke man melder ud, om man vil den ene eller den anden vej, så får man heller ikke en boliginvestor til at tænke “her er der virkelig potentiale”, lød det fra Knud Vincents.

Stigsnæs og Halsskov

Lørdag trådte direktør for Korsør Erhvervshavn Jimmi Jørgensen op på scenen på Danmarks Maritime Folkemøde og redegjorde for havnens syn på den sag

–  Jeg kan læse i Sjællandske, at borgmesteren mener, at Korsør er et guldæg, og at havnen spiller en stor rolle. Vi vil gerne være i Korsør, men vil gerne være mindre i Korsør, end vi er nu. Hvis det går som jeg gerne vil, så bor vi også to andre steder. Det ene sted er Stigsnæs. Af forskellige årsager er det ikke lykkes endnu, men vi har ikke givet op. Det andet sted er lidt mere kontroversielt. Det er Halsskov. Borgerne i det område er i forvejen ret hårdt miljøbelastede, så vil vil kunne etablere os der uden at genere ret mange mennesker. Vi har nemlig tænkt os, at bygge en bæredygtig havn, hvor på forhånd kan tænke forskellige miljøværn ind. Den mulighed har vi ikke haft i Korsør, hvor byen er rykket tættere og tættere på erhvervshavnen uden miljøet blev tænkt ordentligt ind. Nu er det svært at etablere miljøværn i Korsør, men det kan vi altså gøre i Halsskov. Der kan vi lave nogle pænere overgange mellem boliger og erhverv”, sagde Jimmi Jørgensen.

– Jeg ved ikke, om vi fuldstændig forlader Korsør havn. Det kommer an på mange ting. Man kan ikke bare købe Stigsnæs og flytte havnen derned. Det er to forskellige havne. På Stigsnæs har de 18 meter vand og to meter høje bølger, når vejret er dårligt, og det kan skibene her i Korsør ikke håndtere. Desuden har mange af vores kunder i Korsør valgt os på grund af beliggenheden, og Stigsnæs er trods alt et andet sted, så der bliver nok nærmere tale om en udvidelse af Korsør havn med to andre lokationer, sagde Jimmi Jørgensen.

– Det hele tager lang tid. Sådan er det bare. Det hele afhænder af, om vi kan lave en aftale med byen og byrådet. Vi kan ikke løse det selv, der er nogle, der skal hjælpe os. Der er også landspolitikere, der er opmærksomme på, at Danmarks havne er vigtig infrastruktur. Det er ikke så ligetil at flytte en havn. Horisonten på det her er mindst 10-20 år, lød det fra havnedirektøren.

225 år som knudepunkt for vækst og udvikling

Korsør Havn har gennem historien spillet en central rolle for udviklingen af både Korsør by og erhvervslivet i regionen. Og det ser ud til at fortsætte, da havnen fejrer 225 års fødselsdag med både fyldt ordrebog, ambitioner om vækst og fokus på grøn omstilling

Af David Erichsen

Tirsdag den 23. august fylder Korsør Havn 225 år. Egentlig er havnen en del ældre, men fødselsdagen regnes fra den kongelige beslutning i 1797 om at Korsør Havn for fremtiden skulle styres af en selvstændig havnekommission.

Havnedirektør for Korsør Havn, Jimmi Jørgensen, ser etablering af den faste forbindelse over Storebælt i 1997/98 som den største forandring for havnen i de seneste 25 år.

Fra færgehavn til godshavn og selvstyre
”Da færgefarten stoppede, måtte havnen orientere sig på en ny måde som ren erhvervshavn. Dertil kom, at havnen i 2000 i forbindelse med en ny havnelov ændrede status fra kommunal havn til kommunal selvstyrehavn. Begge dele skærpede det forretningsmæssige fokus, da den nye status betød, at havnen fremover skulle drives som en forretning uden midler fra stat og kommune,” siger Jimmi Jørgensen, der har været ansat på havnen siden maj 1997.

Lang historie kort er, at omstillingen lykkedes, da havnen de næste to årtier udviklede sig til en god forretning, der dog tog et dyk i 2018, hvor man mistede to store kunder. Men omsætningen kom på niveau igen, og havnen har nu en strategi med at sprede forretningen på flere mindre kunder end få store.

Betjener det lokale erhvervsliv
Havnen har i dag ni medarbejdere og en forventning om i år at nå 500.000 ton gods over kaj primært indenfor landbrugsprodukter, byggematerialer, korn, gødning, skærver, gasbeton, træbriketter etc. En volumen, der svarer til over 15.000 lastbiler.

”Havnens primære formål er at betjene det lokale erhvervsliv. Isoleret set er vi ikke en stor virksomhed, men som tallene viser har vores funktion som infrastrukturplatform til private virksomheder en betydning for områdets erhvervsliv og dermed for den samlede økonomiske udvikling i kommunen og regionen,” siger Jimmi Jørgensen.

Unik placering tæt på dybhavsrute
I jubilæumsbogen om Korsør Havn fra 1997 står der, at havnen som en af de få havne i Danmark har front mod byen og ikke væk fra byen. Det betyder, at havnen er synlig del af Korsør by, hvor du som borger kan følge med havnens aktiviteter.

”Andre kendetegn er, at havnen deler sejlrende med den ene af Danmarks to flådestationer, og i forhold til andre erhvervshavne, er vi den havn, som er tættest på dybhavsruten i Storebælt og samtidig har direkte adgang til både motorvej og jernbane. Det er unikt. I forhold til E20 skal du på Sjælland fx helt til Køge for at finde en kommune med egen havn,” siger Jimmi Jørgensen.

Balance mellem by og erhverv
”Vores placering tæt på byen gør, at vi tænker meget over fx ikke at larme unødigt og på at forstyrre mindst muligt. Blandt andet prøver vi at undgå at laste og losse om natten, hvis det kan lade sig gøre, men det er altid en balance. På den ene side skal vi tage hensyn til byens borgere, på den anden side er vi der for byen og områdets erhvervsliv.”

For havnen handler det derfor om at finde det gode kompromis mellem de to hensyn, som også hjælpes på vej af grønne investeringer i landstrømsanlæg, hybridkran og elbiler, der både reducerer støj og forurening og er mere energieffektive og dermed et konkurrenceparameter.

Største udfordring er mangel på plads
Ifølge Jimmi Jørgensen er havnens største udfordring både nu og de kommende år mangel på plads.

”Havnen har en sund forretning, men vi siger mere nej end ja til nye opgaver, og det er ærgerligt. Med mere plads vil vi kunne laste og losse mere gods og derudover tiltrække virksomheder, der har brug for en placering tæt på en havn. Begge dele vil skabe nye arbejdspladser i kommunen.”

Havnen arbejder aktuelt med forskellige scenarier om at skaffe mere plads. Et af dem er fx køb af Stigsnæs.

”Ved fx at gør Stigsnæs til en del af Korsør Havn, vil vi kunne vækste både i forhold til transport af gods og i forhold til etablering af nye virksomheder. I den forbindelse er det værd at nævne, at en udvidelse af Korsør Havn kan ske for egne midler og risiko og ikke for kommunale skattekroner,” siger Jimmi Jørgensen.

Del af den globale udvikling
En udvidelse af Korsør Havn er også interessant i forhold til ambitionerne for Slagelse Kommune både hvad angår erhvervsudvikling og som kommune generelt. Det skyldes, at transport af gods over vand uden sammenligning er den mest energirigtige transportform, og 75 procent af alt import og eksport af gods til Danmark foregår via vores havne.

”Og den trafik vil fortsætte, da det altid vil være behov for at få fragtet grundlæggende råvarer. Dertil kommer, at skibsfart globalt er inde i en rivende udvikling. Der sker meget på stort set alle erhvervshavne – også i Danmark – med etablering af Power2X anlæg, udskibning af vindmøller etc.,” siger Jimmi Jørgensen.

Han mener, Slagelse Kommune kan blive en del af den udvikling i kraft af Korsør Havn. Spørgsmålet er mere, hvor stor den del skal være, da det afhænger af den plads, havnen får til rådighed de kommende år.

Jimmi Jørgensen forsikrer dog, at havnen kan udvikle sig i de nuværende rammer og på en måde der balancerer hensynet til erhvervsliv og byens liv. Men jo mere areal jo mere udvikling.

Søfart: Mere gods skal på den blå motorvej

I fremtiden får kysthavnene en mere central rolle, når gods skal transporteres grønnere ad den blå motorvej. Korsør Havn præsenterer snart et af Danmarks første landstrømsanlæg, der kan servicere både skibe og kraner. Tiltaget er blot et af mange i havnens grønne strategi, der skal sikre kunderne miljøvenlige og effektive løsninger.

Op mod 75 procent af den danske udenrigshandel går gennem havnene. Men der er grund til at optimere det tal og tænke søfart ind i transportkæderne, fordi transporten ad den blå motorvej reducerer CO2-aftrykket markant sammenlignet med godstrafikken på vejene.

”Vi tror på, at de små kysthavne kommer til at spille en markant rolle i fremtidens grønne omstilling, hvor flere og flere varer skal ud til kunderne. Vi driver allerede den grønne omstilling og er klar til at hjælpe eksisterende og fremtidige kunder med at optimere forretningsgangene på logistikområdet og minimere CO2-aftrykket,” forklarer Jimmi Jørgensen, havnedirektør, Korsør Havn. Kysthavnen, der ligger centralt i Danmark, har direkte forbindelse til det europæiske motorvejs- og jernbanenet.

Du kan læse hele artiklen fra Søfart på billedet ovenfor.

Første spadestik på landstrømsanlæg til Korsør Havn

I torsdags var der første spadestik på etableringen af et landstrømsanlæg på Korsør Havn. Med anlægget tager havnen et vigtigt skridt i udviklingen mod at blive en grøn erhvervshavn

Det var en stolt både bestyrelse og direktør, der torsdag den 7. oktober tog første spadestik på etableringen af et landstrømsanlæg i Amerikakajen på Korsør Havn. Og det er der også god grund til, da havnen med det nye anlæg fremover kan forsyne skibe med strøm, så de ikke skal have egne dieselgeneratorer kørende under ophold i Korsør havn. Derudover kan anlægget levere strøm til havnens elektriske kraner og laste/losseudstyr.   

”Landstrømsanlægget er en af milepælene i vores udvikling mod at blive en moderne og fremtidssikret erhvervshavn. En milepæl der både handler om grøn omstilling, om at udvikle en grøn erhvervshavn og om at være nabovenlig og visionær,” sagde formanden for Korsør Havn, Hans Henrik Christiansen.

Det er medlem af bestyrelsen for Korsør Havn og borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S) enig i. Derudover mener Dyrby Paulsen, at havnen med etableringen af anlægget er et godt eksempel for andre virksomheder på, hvordan det nytter at bidrage til den grønne omstilling. 

Grønt aftryk på regionens transport
For direktør på Korsør Havn, Jimmi Jørgensen, er en grøn, fremtidssikret erhvervshavn helt afgørende for både området og Korsør: 

”Det er visionen, at havnen skal udvikles i en grøn og bæredygtig retning. Det skal vi ikke kun gøre for havnens skyld, men fordi det er på den måde, vi bedst kan understøtte vækst og udvikling af Korsør både som by og erhvervsområde. Med landstrømsanlægget bliver havnens del af regionale virksomheders forsyningskæde grønnere. Og dermed gør vi virksomhederne og regionen grønnere.” 

Ifølge Korsør Havn gør anlægget det muligt at levere strøm til 80 procent af de skibe, som anløber Amerikakajen. Det er ikke muligt med fuld dækning af den simple grund, at nogle skibe er for gamle til at modtage landstrøm. 

Investering i både klima og forretning
Landstrømsanlægget vurderes at komme til at reducere havnens samlede udledning af C02 ved skibsanløb med 60 – 70 procent, og Amerikakajen er valgt, da det er der, de største skibe anløber og hvor kranerne bruges mest. Landstrømsanlægget koster samlet 7 mio. kroner, hvoraf 1.5 mio. kr. er tilskud i form af EU-midler. Anlægget forventes klart i starten af 2022. 

Landstrømmen kommer konkret til at bestå af fem udtag monteret i Amerikakajen og to mobile containere væk fra kajen, der rummer selve strømanlægget. Erfaringerne fra Amerikakajen skal bruges til at vurdere, om der skal etableres landstrøm i øvrige kajafsnit på Korsør Havn. Erfaringer som Jimmi Jørgensen ser frem til: 

”Netop det mobile og det faktum, at vi ikke låser en stor investering til en bestemt del af havnen, er et af de elementer vi har lagt vægt på i projektet , da det er afgørende, at Korsør Havn møder fremtiden med optimale muligheder for udvikling og omstilling – både som forretning og i forhold til grøn havnedrift. 

 

Første spadestik til nyt landstrømsanlæg på Korsør Havn. Klar med spaden er medlem af havnens bestyrelse og borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen, i midten havnens formand, Hans Henrik Christiansen og til højre havnedirektør Jimmi Jørgensen   (Foto: Korsør Havn)

Velkommen til Korsør Havn

Velkommen til Korsør Havn som er centralt er centralt placeret midt i Danmark. Korsør Havn nyder godt af den centrale infrastruktur med direkte forbindelse til det europæiske motorvejs- og jernbanenet.

Havnen er nem at finde – og nem at besejle med Storebæltsbroen placeret lige ved indsejlingen. Korsør Havn kan tilbyde alle de faciliteter, der kendetegner en effektiv erhvervshavn. Kontakt os for at høre nærmere eller bliv ringet op, når det passer dig.

Kontakt & Åbningstider

Amerikakajen 1, 1tv - 4220 Korsør
Tlf.: 58 37 00 85 / Fax: 58 35 25 98
Mail: info@korsoerhavn.dk

Administration
Korsør Havns daglige åbningstid:
Mandag til torsdag: 08.00 - 15.00
Fredag: 08.00 - 14.00

Go to Top