Korsør Havn har i løbet af 2025 fortsat arbejdet med at udvikle sin rolle som lokal erhvervshavn med moderne faciliteter og bæredygtige løsninger

Nye investeringer i energianlæg, certificering i miljøledelse og samarbejder med både eksisterende og nye virksomheder viser, at Korsør Havn både kan og vil mere – og bliver valgt til, når det lokale erhvervsliv søger nærhed og fleksibilitet.

Samtidig har 2025 vist, hvordan havnen spiller sammen med byen – med havnevandring, åben havn og stærkt lokalt engagement. Herunder er et overblik over de vigtigste aktiviteter  i 2025.

Energilagring og solceller giver nye muligheder

2025 begyndte med en markant investering i et kombineret sol- og batterianlæg (et såkaldt SOL BESS-anlæg), som kommer i drift på Korsør Havn i 2026. Anlægget, som skal producere grøn strøm og lagre energien lokalt, er samtidig med til at fremtidssikre havnens el-infrastruktur.

Sideløbende blev der monteret solceller på flere af havnens egne bygninger – blandt andet på taget af den gamle havnebygning og hallen ved Amerikakajen. Til sammen reducerer tiltagene havnens CO₂-aftryk betydeligt og gør Korsør Havn til en rollemodel for mindre erhvervshavne, der ønsker at bidrage til grøn omstilling.  Begge tiltag blev dækket af bl.a. TV2 Øst.

Korsør Havn i nationalt perspektiv

I marts deltog Korsør Havn i den nationale debat med indlægget Små havne – store brikker i Danmarks infrastruktur, som blev bragt i Altinget. Indlægget argumenterede for, at de mindre havne spiller en afgørende rolle i forsyningssikkerhed, regional erhvervsudvikling og grøn transport – og fremhævede, hvordan netop nærhed og fleksibilitet er blevet konkurrenceparametre for moderne havne

Kunstige rev skaber liv under overfladen

Sammen med virksomheden Stonereefs blev der i foråret etableret nye kunstige rev i  Korsør Havn. Målet er at styrke biodiversiteten og skabe bedre livsbetingelser for fisk og bunddyr i havnebassinet. Projektet blev fulgt af både TV2 Øst og lokale medier og indgår i havnens bredere strategi om at kombinere erhverv og miljøhensyn

Økonomisk fundament for grønne skridt

Havnen offentliggjorde i maj et tilfredsstillende årsresultat for 2024, blandt andet drevet af et engangssalg af havnearealer til Søfartsstyrelsen.  Resultatet har styrket havnens likviditet og skabt plads til nye investeringer i både energiløsninger og generel opgradering af faciliteter.

“Vi har valgt at lade midlerne komme havnen og brugerne til gavn,” udtalte havnedirektør Jimmi Jørgensen i forbindelse med offentliggørelsen.