Fredag den 22. og lørdag den 23. august dannede Korsør Havn rammen om to arrangementer, hvor både lokale borgere og besøgende fik mulighed for at opleve havnen – og få indblik i, hvordan havn og by udvikler sig hånd i hånd.

Fredagens havnevandring samlede omkring 60 deltagere, som blev guidet rundt på havneområdet af havnedirektør Jimmi Jørgensen og borgmester John Dyrby Paulsen. 

Temaet var i år “By og havn i samspil”, og undervejs blev der fortalt om og stillet spørgsmål til, hvordan en moderne erhvervshavn som Korsør både skaber vækst og arbejdspladser – og samtidig indgår som en aktiv og integreret del af byens udvikling.

Deltagerne kunne blandt andet se nærmere på havnens nye SOL BESS-anlæg, der gør det muligt at levere grøn strøm til skibene via batteribackup, og det nye korn-tørreanlæg, som en af havnens erhvervskunder har opført for at optimere sin logistik og energianvendelse. 

Begge initiativer blev brugt som eksempler på, hvordan bæredygtighed og erhvervsliv kan gå hånd i hånd – i direkte samspil med byens udvikling.

Lørdagens Åben Havn var mindst lige så velbesøgt – med en jævn strøm af gæster fordelt over det meste af dagen. 

Det ellers lukkede erhvervsområde var i dagens anledning åbnet for publikum, og som noget helt særligt sejlede en turistfærge sponseret af Korsør Havn gæsterne frem og tilbage mellem Fæstningen – hvor der blandt blev afholdt maritim folkemøde – og Amerikakajen. Interessen for sejlturen var stor – og også med til at give et unikt blik på havnen fra søsiden.

Dagen bød samlet på en række maritime oplevelser på Korsør Havn – herunder en gratis pølse fra havnens pølsevogn, som endte med at melde alt udsolgt efter 500 pølser var langet over disken.

Det er planen at gentage både havnevandring og åben havn.

Vil du se alle de fantastiske billeder fra weekenden?
Vi har lavet et galleri på Facebook fra både Havnevandring og for Åben Havn