2024 blev endnu et år med fokus på grøn omstilling og bæredygtig udvikling af havnens erhvervsaktiviteter – en udvikling Korsør Havn kun har planer om at skrue yderligere op for
2024 blev igen året, hvor Korsør Havn demonstrerer, at størrelsen ikke er afgørende for at tage store skridt mod en grønnere fremtid. Erhvervshavnen har i løbet af året gennemført tiltag som etablering af landstrømanlæg og batteriteknologi, skift fra gas til fjernvarme, forbedret affaldssortering og energi-renovering af havnebygningen.
2024 bød derudover på en række andre aktiviteter for havnen, som er sammenfattet herunder:
Deltagelse i REDII PORTS-projektet
Korsør Havn deltager aktivt i det EU-støttede REDII PORTS-projekt, som fokuserer på vedvarende energi og intelligent energianvendelse. Projektet indebærer etablering af en stor batterienhed, der fungerer som en “powerbank” for havnen. Batteriet kan lagre energi, når forsyningen er billig og grøn, og levere energi tilbage under spidsbelastninger. Dette som en del af havnens strategi om at reducere CO2-udledning og fremme bæredygtighed.
Udover at optimere havnens energiforbrug bidrager projektet også til stabilisering af det lokale elnet, hvilket gavner hele Korsør-området. Havnedirektøren beskriver projektet som et skridt mod en smartere og grønnere havnedrift, der samtidig fungerer som inspiration for andre havne. Havnen planlægger at tilføje et solcelle-anlæg til powerbank-systemet
ISO 14001-certificering og ESG-rapportering
I 2024 påbegyndte Korsør Havn arbejdet med at opnå ISO 14001-certificering og frivillig ESG-rapportering. Certificeringen skal dokumentere havnens grønne fremskridt og skabe gennemsigtighed omkring bæredygtige tiltag. Og ESG-rapporten, der forventes offentliggjort i 2025, vil yderligere styrke havnens position som en ansvarlig og fremtidsorienteret aktør.
Certificeringsprocessen er ikke kun en administrativ opgave, men også en mulighed for at involvere havnens partnere og kunder i den grønne omstilling. Havnedirektør Jimmi Jørgensen ser arbejdet som en nødvendig investering, der klæder Korsør Havn på til at imødekomme fremtidens krav om bæredygtighed i hele forsyningskæden.
Økonomisk vækst og grøn omstilling
Korsør Havn gik ind i 2024 med et årsresultat på 1,6 millioner kroner og en øget egenkapital på 137,7 millioner kroner. Dette stærke økonomiske fundament har blandt andet givet havnen mulighed for at investere i ovenstående bæredygtige teknologier og fortsætte sin grønne rejse. Og med en omsætning på 14,4 millioner kroner er der skabt et solidt afsæt for fremtidige projekter, herunder udvidelse af havnearealer og udvikling af nye grønne initiativer.
Formand John Dyrby Paulsen og havnedirektør Jimmi Jørgensen er enige om, at resultatet er et bevis på havnens effektivitet og evne til at kombinere økonomisk vækst med grøn omstilling.
Øget indsats for synlighed
Korsør Havn er i 2024 også blevet omtalt i forskellige landsdækkende medier, senest med et debatindlæg i Altinget, hvor havnedirektør Jimmi Jørgensen fremhævede små og mindre erhvervshavnes rolle i den grønne omstilling, og at havne som Korsør fungerer som effektive knudepunkter for lokal distribution og derfor er en vigtig del af Danmarks klimastrategi.
Indlægget understregede vigtigheden af investeringer i havneinfrastruktur og hurtig sagsbehandling for at sikre, at de små havne ikke overses i nationale strategier.
Korsør Havn spillede også en aktiv rolle i Danmarks Maritime Folkemøde med oplæg og debat om fremtiden for erhvervshavne. Havnedirektøren fremhævede i debatten havnens grønne initiativer og behovet for langsigtet planlægning. Debatten understregede havnens betydning som en central aktør i både lokal og national vækst.
Derudover har havnen prioriteret en øget synlighed i landsmedier, maritime medier, på LinkedIn og via egne nyhedsbreve, etc.
Havnevandring og åben havn
I august 2024 deltog en gruppe lokale borgere i en havnevandring, hvor de fik indsigt i Korsør Havns historie, nutid og fremtid. Arrangementet gav deltagerne mulighed for at stille spørgsmål og skabe dialog med havnens ledelse om aktuelle projekter og grønne ambitioner.
Dagen efter havnevandringen åbnede Korsør Havn dørene for offentligheden til arrangementet Åben Havn. Flere hundrede deltog, hvoraf mange familier fik et kig bag kulisserne. Aktiviteterne inkluderede demonstrationer af havnens maskiner og dialog med medarbejdere.
Ny ejerstrategi sætter retning
I oktober 2024 vedtog Slagelse Byråd en ny ejerstrategi for Korsør Havn med klare rammer for havnens fremtidige udvikling. Strategien fokuserer ligeledes på at sikre fortsat grøn omstilling samtidig med, at den understøtter nye erhvervsmuligheder og integration med byens udvikling.
Strategien er det foreløbige resultatet af en omfattende proces i 2024 med både markedsanalyser og interessentinterviews. Havnedirektør Jimmi Jørgensen understreger, at strategien er et vigtigt redskab til at balancere havnens rolle som erhvervshavn og Korsørs udvikling som by.
Fremtiden med ynglepladser i kajanlægget
2024 blev også året, hvor Korsør Havn besluttede at fokusere på øget biodiversitet og ynglepladser for fisk og havdyr. Det integreres direkte i kajanlægget på nordkajen.
Et initiativ der ikke nøjes med at være bæredygtig, men kombinerer bæredygtig infrastruktur med forbedring af biodiversiteten i området.
Ynglepladserne skal fungere som et støttepunkt for det lokale økosystem, og kommer også til at omfatte en formidlingsdel med infotavler, der skal give skoleklasser og andre besøgende mulighed for at lære om maritim biodiversitet og havnens rolle i at beskytte det lokale miljø.
Dette initiativ er blot endnu et konkret eksempel på Korsør Havns engagement i at bygge bro mellem erhverv og natur og investere i en fremtid, hvor bæredygtighed fortsat er i fokus.
Korsør Havn ønsker alle god jul og godt nytår.
Seneste kommentarer