Slagelse Kommune vedtager ejerstrategi for Korsør Havn

Med byrådets godkendelse af ejerstrategi for Korsør Havn i perioden 2024 – 2026 får havnen et klart mandat til både ny vækst og en fortsættelse af havnens ambitiøse grønne omstilling.

Slagelse Byråd vedtog på byrådsmødet 28. oktober 2024 en ny ejerstrategi for Korsør Havn. Med strategien sættes den overordnede ramme for havnens fremtidige udvikling, og den relativt korte strategiperiode frem til 2026 skal bruges til at udarbejde en langsigtet strategi for Korsør Havn.

Havnedirektør Jimmi Jørgensen ser ejerstrategien som en klar kurs for havnens videre udvikling.

“Jeg er meget tilfreds med, at byrådet har godkendt en ejerstrategi, der ikke blot støtter op om vores eksisterende indsats for grøn omstilling, men også holder døren åben for nye erhvervsmuligheder og et stærkere samarbejde med lokalsamfundet,” siger Jimmi Jørgensen.

Både erhvervshavn og havnen som en del af byen 

Ifølge havnedirektøren er det en strategi, der tilgodeser både samspillet mellem udviklingen af Korsør havn som erhvervshavn og udviklingen af Korsør havn som en del af byen. 

”Og det giver en solid ramme, havnen kan navigere efter de næste år. Et forløb jeg ser frem til at fortsætte i samarbejde med kommunen, havnens samarbejdspartnere og andre interessenter,” siger Jimmi Jørgensen. 

Forud for vedtagelsen af ejerstrategien har det været en omfattende proces med en markedsanalyse, interview med interessenter, juridiske vurdering etc. På baggrund af disse rapporter prioriteres en række fokusområder i strategien og for den videre proces. 

Ejerstrategien understøtter fx en optimering af havnens forretning, samtidig med at mulighederne for nye erhverv holdes åbne. Derudover er det et fokus, at Korsør Havn i højere grad vil blive integreret i byens overordnede udviklingsplaner og fungerer som samarbejdspartner i Udviklingsplan Korsør. 

Grøn omstilling og flere udviklingsspor 

I forhold til bæredygtighed og grøn omstilling støtter ejerstrategien op om implementeringen af grønne teknologier og bæredygtige løsninger i havnens drift, herunder fx deltagelse i EU-projektet REDII PORTS og implementeringen af landstrøm og solcelleanlæg. 

Udviklingen af Korsør Havn også skal være i tråd med regionale og nationale interesser, herunder hensynet til Flådestationens behov for udvikling i området, og endelig indeholder strategien udviklingsspor med fokus på fremtidig arealdisponering. Det er fx udviklingsmuligheder i Halsskov og Stigsnæs.    

 

Byrådsmødet den 28. oktober 2024

Se video fra byrådsmødets behandlinge af ejerstrategien her (punkt 9)  https://slagelse.kommune-tv.dk/watch/9146/55  

Se sagsfremstilling og bilag her (punkt 9)  https://dagsordener.slagelse.dk/vis?Referat-Byraadet-d.28-10-2024-kl.18.00&id=c4defed7-5205-4da0-8bc0-4291be7b8793  

Altinget: Havnedirektør: De små erhvervshavne er (også) nøglen til grøn omstilling

Havnepartnerskabet opfordrer med sine anbefalinger regeringen til at prioritere nye energiformer. Dette er uden tvivl afgørende, men i debatten og politisk må vi ikke overse de små havnes unikke potentiale som katalysatorer for grøn omstilling, skriver Jimmi Jørgensen.

Havnepartnerskabets seneste anbefalinger understreger ikke overraskende havnenes rolle i den grønne omstilling, og de opfordrer regeringen til at prioritere dansk havneinfrastruktur for at kunne håndtere nye energiformer som havvind og Power-to-X.

Dette er uden tvivl afgørende, men i debatten og politisk må vi ikke overse de små havnes unikke potentiale som katalysatorer for grøn omstilling.

Små havne spiller blandt andet en central rolle, når det gælder optimering af den såkaldte last mile transport, da skibstransport er en af de mest miljøvenlige måder at transportere varer på.

Ved at minimere landtransport med tog og lastbiler, kan vi reducere den samlede CO2-udledning betydeligt, og små erhvervshavne fungerer som et nationalt netværk af effektive knudepunkter, hvor varer distribueres til lokalområderne.

 

Fokus på muligheder

Korsør Havn er enig med Kristian Thulesen Dahl fra Aalborg Havn, når han i Altingets debatserie om havnepartnerskabets anbefalinger skriver, at vi i forhold til anbefalinger ikke kun skal fokusere på barriererne for vækst, men også huske at udnytte de muligheder, vi allerede har.

Korsør Havn er for eksempel placeret i et unikt kryds mellem motorvej, jernbane og sejlrenden i Storebælt, og derfor er vi allerede godt i gang med at bidrage til den grønne omstilling ud fra last mile-logikken.

Derudover har vi de seneste år etableret landstrømsanlæg, der muliggør, at skibe kan slukke deres dieselgeneratorer, når de ligger til kaj.

Vi er en del af EU-projektet REDII Ports, som gennem batterilagring optimerer energiforbruget, og vi har investeret i solcelleanlæg samt eldrevne køretøjer og kraner​.

Initiativer der viser, at små havne i høj grad kan være med til at fremme den grønne omstilling lokalt og med de rette investeringer kan spille en endnu større rolle i Danmarks grønne fremtid.

 

Lokal grøn omstilling

I Korsør Havn er næste skridt at få dokumenteret vores grønne aktiviteter, hvorfor vi nu i gang med at få en ISO 14001-certificering og fra foråret 2025 vores første frivillige ESG-rapport.

Begge dele for at blive klar til den næste større opgave, som er at få alle havnens aktører med.

Hele økosystemet.

Det er vigtigt, da en stor del af aktiviteterne på en erhvervshavn er lastning og losning af skibe, og det er private virksomheder, der gør det.

Med certificeringen og ESG-rapporten klædes vi på til at indgå i vores kunders og samarbejdspartneres voksende behov for dokumentation af værdikæder og grønne bundlinjer.

For Korsør Havn ligger en stor del af mulighederne netop i at bruge vores styrkeposition som en mindre havn til at fremme grønne løsninger lokalt.

Og ved at gå forrest gør vi os også nogle erfaringer, så vi kan stille os til rådighed med hjælp og rådgivning på området.

Set i det nationale perspektiv udgør aktiviteterne i Korsør Havn måske ikke så meget, men ud fra en ‘mange bække små’-betragtning gør små erhvervshavne en forskel.

Mange kan og gør allerede meget lokalt.

 

Ja tak til hurtig sagsbehandling

Tine Kirk fra Danske Havne har – ligeledes i Altinget – med rette påpeget, at de langsomme sagsbehandlingstider er en hæmsko for havnenes udvikling.

Dette gælder i særdeleshed for de små havne, hvor hurtige beslutninger kan være afgørende for succes, og langsomme beslutninger selvsagt kan have den modsatte effekt.

 

Du kan læse hele artiklen hos Altinget Maritim her

Velkommen til Korsør Havn

Velkommen til Korsør Havn som er centralt er centralt placeret midt i Danmark. Korsør Havn nyder godt af den centrale infrastruktur med direkte forbindelse til det europæiske motorvejs- og jernbanenet.

Havnen er nem at finde – og nem at besejle med Storebæltsbroen placeret lige ved indsejlingen. Korsør Havn kan tilbyde alle de faciliteter, der kendetegner en effektiv erhvervshavn. Kontakt os for at høre nærmere eller bliv ringet op, når det passer dig.

Kontakt & Åbningstider

Amerikakajen 1, 1tv - 4220 Korsør
Tlf.: 58 37 00 85 / Fax: 58 35 25 98
Mail: info@korsoerhavn.dk

Administration
Korsør Havns daglige åbningstid:
Mandag til torsdag: 08.00 - 15.00
Fredag: 08.00 - 14.00

Go to Top